Historie

Igennem 134 år har Aarhus Hostel, som i august måned forvandler sig til SmukHostel, været fyldt med liv og stadig er. Historien omkring Aarhus Hostels forvandling vil her blive genskabt.

I 1879 blev den første udgave af Kolt Fri- og Efterskole, senere kendt som Aarhus Hostel, opført. Jørgen Teilmann fik i sin tid Kolt Fri- og Efterskole opført, og i de første 90 år af skolens levetid havde den kun tre forskellige lederpar: Julie & Kristian Højmark (1879-1924), Margrethe & H.P. Bertelsen (1924-1946) og Kirsten & Wagner Jensen (1946-1971).

Allerede i 1890 valgte man at tilbygge en skolestue mere samt der blev lavet nogle enkelte elevværelser.  Igen i 1903 byggede man til i form af endnu en skolestue og flere elevværelser. Derudover indrettede man en af de tidligere skolestuer til en lejlighed med dertilhørende lærerindeværelse. I 1919 byggede man endnu en skolestue.

I 1955 foretog man endnu en udbygning af skolen, så der blev mulighed for at have flere efterskoleelever boende.

Grundet et faldende elevtal valgte man at lukke efterskolen definitivt i 1967. Dog kørte man børneskolen videre indtil man i 1971 traf beslutningen om også at lukke denne. I 1968 åbnede man dørene for Kolt Ældrehøjskole og man forsøgte her at afholde de første kurser for folkepensionister. Efter lukningen af børneskolen blev hele skolen nu brugt som højskole for ældre. Kirsten og Wagner Jensen fortsatte som forstanderpar for højskolen i de første seks år af dens levetid. I 1977 ansatte man et nyt forstanderpar ved navn Bodil og Christen Christensen. I 1983 døde Bodil og i 1986 blev Christen gift med Hilda, som hjalp med at styre højskolen indtil 1992.

I 1982 byggede man endnu en gang til skolen og foretog adskillige forbedringer. Der blev bygget flere værelser i stueetagen sammen med en foredragssal, endnu en spisesal og dagligstue.

I 1992 blev der lavet toilet og bad på de fleste af værelserne samtidig med at mange af lokalerne blev moderniseret af det nye forstanderpar Hans og Lisbeth Hulgård.

I 2010 blev Kolt Ældrehøjskole lukket og stod tom i to år. Den 1. oktober 2012 blev højskolen opkøbt af Michael Skanderby og Ann-Mari Høøck for at blive omdannet til et hostel. Allerede i december 2012 blev stedet åbnet op for første gang i to år.

I starten af 2013 blev højskolen godkendt som vandrerhjem og Aarhus Hostel blev til. Så nu emmer der på ny af liv og glade dage på den gamle hyggelige skole. På Aarhus Hostel kommer der gæster fra hele landet og udlandet. De kommer for at nyde de dejlige omgivelser og for hurtigt at kunne komme ind til Aarhus midtby.

De lokaler, der på højskolen blev brugt som foredragssal, undervisningslokaler samt spisesal er bevarede, så vores gæster kan holde fest eller firmaarrangementer i trygge rammer og samtidig have mulighed for at overnatte.

År 2013 var der SmukHostel kom til verden. Formålet var samt stadig er at lave specialtilbud for Smukfests glade gæster, og i det hele taget bare være med til at fuldende festivaloplevelsen.

Aarhus Hostel Logo roed